Sorg og krise

Alle rammes vi af sorg og krise i livet, det er helt nødvendigt at livet udløser livskriser – for det er ved dem vi udvikler vigtige strategier til at vandre videre i livet med. Så nogle gange er det omstændigheder der ellers skulle siges at være glade og bringe noget godt, der udløser en krise. Det kan for eksempel være hen mod afslutningen af studierne, ved at møde sit livs kærlighed, blive forælder eller noget andet, som vi sædvanligvis tænker må bringe lykke.

I de situationer vil det for de fleste opleves helt ulogisk og måske også skamfyldt at blive grebet af sorg eller andre svære følelser, og det kan opleves helt ubærligt. Men når vi åbner døren til nye livsperioder, så er der både noget vi siger farvel og noget nyt og ukendt vi åbner døren til. At reagere med sorg og krise i en livsbegivenhed der udefra set blot skulle være kærkommen og glædelig, udløser ofte skam. Og skammen som følelse hindrer at vi kan tale om hvad vi oplever indeni. På den måde kan krisen risikere at udvikle sig og vokse, til stadig mere uhensigtsmæssige tankemønstre og flere svære følelser, og dernæst udvikle depression og måske angst.

Den slags kriser peger på at der er noget vigtigt vi skal lære.

Sådan er det ikke med de mere voldsomme og traumatiserende livsbegivenheder, for eksempel ulykke, sygdom, dødsfald, trusler på livet etc.

Mange lærer noget, reviderer sig selv og deres liv, for eksempel kan vi ændre indstilling til ’det gode liv’ og prioritere anderledes efter voldsomme sygdomsforløb. Men denne proces kan være meget mere langvarig, og jo først en proces vi er parate til når det traumatiserende er overstået, og vi kan se at det er muligt at komme videre. Men at miste noget vigtigt i livet er ikke bare en krise der kalder på en proces at udvikle os ved som livskriserne – for det er at miste noget vigtigt i livet, hvadenten det er en ægtefælle, vores egen førlighed, et barn eller tilværelsen som sådan. Det er forbundet med dyb sorg, og det er ikke alle typer af sorgforløb som kan finde sin forløsning. Her er det vigtigere at kunne rumme sorgen og lære at bære at noget er for evigt mistet. Oveni dette kommer at lære sine omgivelser at det ikke lige er noget man kommer videre fra, fordi der er gået et halvt år.

Når der er tale om skam som en følelse der hindrer os i at tale om hvordan vi har det, eller en sorg der er så dyb at den ikke kan slippe fordi noget er forevigt mistet, er det vigtigt at tale med en professionel. Det er sjældent at vores relationer kan bære det, desværre. Allermest handler det nok om, at når dem vi holder af lider, så lider vi selv og derfor ønsker vi os at de kommer sig hurtigst muligt.